Jeg har været jæger i mange år og har været på jagt mange steder, både i Danmark og i udlandet – og den store drøm har altid været at skyde en kronhjort på den frie danske jagtbane…
Forud for sæsonstart havde jeg opgraderet min Blaser R93 riffel ved at skifte piben til en 7 mm Magnum Remington, da jeg ofte havde tænkt, at min tidligere 6,5×55 ville begrænse mig en del på distancen…
Afslutningen på forrige sæson…
På selve åbningsdagen for sæsonen tog min datter Anja og jeg afsted til vores jagtrevir i Åmosen. Vi mødte op og var klar i skydetårnene i god tid, for ikke at skræmme vildtet og for selv at være mentalt klar til, hvad dagen nu måtte bringe… Anja var den heldige af os året forinden, da det var hende som sluttede sæsonen af med en flot kronhind.
Åbningsdagen…
… Da jeg havde siddet i tårnet i ca. en halv time, kiggede jeg ned på uret og kunne konstatere, at klokken var 2 minutter inde i skydetiden – forinden havde jeg med kikkerten meget nøjsomt scannet hver eneste meter af terrænet uden, at der var noget at bemærke. Jeg husker, hvordan jeg tænkte; “spændende hvad det bliver for en dag idag”… Herefter løftede jeg blikket igen og kiggede ned ad et af sporene i skoven… og dér, midt på stien ca. 60 meter ude stod der en kronhjort og kiggede på mig… Jeg stivnede sgu helt og turde næsten ikke bevæge mig. Mens vi begge kiggede på hinanden, sprang der i samme øjeblik en hind efterfulgt af en kalv ud på stien mellem hjorten og mig. De fortsatte videre ind i skoven på den anden side….
Da jeg flyttede riflen tilbage mod hjorten, var den sat i trav efter hinden og kalven. I næste øjeblik var de alle væk igen… Jeg kunne høre, at de bevægede sig videre inde i skoven og jeg sad tilbage med en ærgerlig fornemmelse af at have forpasset muligheden… En eneste chance mere kunne måske være, hvis de ville krydse et anden spor 100 meter længere fremme. Derfor lagde jeg hurtigt riflen tilrette pegende ned af dette spor. Så var det bare at vente…
…Pulsen pumpede noget i kroppen, da alting gik fra 0 til 100 på et split sekund. Jeg syntes, at der var gået lang tid og at de burde være kommet over til sporet, hvis de altså havde valgt den vej… og midt i denne tanke krydsede hinden og kalven over sporet uden at stoppe… “Så er det satme nu” hviskede jeg til mig selv og var virkelig klar… Ud kom kronhjorten i sit majestætisk trav med et flot gevir og en prægtig grå manke på bryst og hals… Kun få meter fra den modsatte skovkant stoppede den op og kiggede i min retning… Boom, jeg afgav skuddet, hvilket fik hjorten til at springe ind i skoven og ud af syne…
Hjorten løb over til naboen…
…Efter de klassiske 10 minutters venten, hvor Anja var kommet over og den indledende historie var fortalt, gik vi ned til stedet, hvor hjorten stod i skuddet. Der var tydelige spor efter både kalven, hinden og hjorten, men svejs var der intet af, så nervøsiteten begyndte så småt at melde sig… Jeg fulgte sporene længere ind i skoven og først 10 meter efter sporenes ophør, ser jeg det første spor af svejs. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være lungesvejs. Det var en vanvittig rar fornemmelse og jeg kunne herefter følge svejsen videre ad sporet… Jeg fortsætte over til naboskellet. Herfra kunne jeg pludselig se hjorten ligge 10 meter inde på hans stykke… Endnu en hindring… Jeg fik kontaktet ejeren over telefonen og han ville komme og vurdere situationen – det var sgu de længste 15 minutter i mit liv…
12 smukke sprosser…
Min nabo ankom og ønskede med det samme tillykke med hjorten, efterfulgt af; “den napper du sgu bare.”
Så også lige en tanke og en særlig tak til mine gode nabo! Godt naboskab betaler sig – man ved aldrig, hvornår man får brug for det en dag…
Nu var der kun tilbage at tælle sprosserne og forevige momentet. Det blev til 12 flotte sprosser og flere gigabyte billeder…
Hovedmonteringen
Forevigelsen…
Det var en let beslutning, at kronhjorten skulle hovedmonteres, da denne fantastiske oplevelse helt klart skulle foreviges. Så derfor gik jagten ind på at finde en dygtig konservator til opgaven. Jeg kendte imidlertid ikke en selv, så jeg måtte forehøre mig i mine jagtbekendskaber. Flere gange blev navnet Brian Filipsen nævnt, som værende en rigtig dygtig konservator, så jeg henvendte mig til ham for at lave en aftale. Brian lovede at gøre sit bedste, og jeg kørte op til ham med gevir og skind. Her kunne jeg ved selvsyn se, på de mange andre trofæer, at han kunne sit kram.
Ventetiden på de 6 måneder var lang – dog ikke længere end ventet, men utålmodigheden og forventningens glæde var svært at modstå. Da Brian endelig ringede og fortalte, at hjorten var klar, gik der ikke lang tid før, jeg sad i bilen på vej op til ham… Da jeg blev præsenteret for min hjort, kunne jeg blot konstatere, at den helt klart havde været værd at vente på. Sikke et fantastisk resultat, så naturtro og livagtig! Jeg var ovenud lykkelig…
Hjorten har nu fået sin plads hjemme i stuen -til dejligt minde om et speciel øjeblik i mit liv…
Knæk og bræk. Flemming…